Nu taler vi fildelingsdebatten ihjel

Jeg er så pisse træt af at tale om fildeling! At argumentere for, hvor godt eller skidt fildeling er, er helt og aldeles dødfødt. I det mindste så længe, man betragter fildeling som et isoleret fænomen, og så længe, man slår sig til tåls med at tage stilling til, hvad der forekommer at være et modsætningsforhold mellem fildeling og ophavsret.

Fildelingsnetværk udgør blot visse af alle de mulige måder at kopiere, cirkulere, indeksere og arkivere kultur på. Derfor beder jeg om at måtte indlede mit foredrag med at lægge fildelingsdebatten død. Lad os hellere tale om kopiering eller, udtrykt mere kringlet, om hvordan vi forholder os til den digitale reproducérbarhed.

Overskriften for i dag er "Ophavsrettens kollaps", to ord, som jeg gerne uddyber en smule. Med ophavsretten mener jeg ikke kun ophavsretslovgivningen, men et større kompleks, der tillige omfatter ideologiske forestillinger, æstetiske idealer, økonomiske modeller, samt ikke mindst den praktisk-tekniske ladesiggørelighed. Med kollaps mener jeg noget, som foregår hér og nu, hvilket er forskelligt fra spekulationer om, hvordan en fremtidig afskaffelse af ophavsrettet eventuelt burde finde sted.

Ophavsretskritiske forelæsere begynder ofte med at remse eksempler op, som tilsammen skal vise hvor forfærdende hidsigt ophavsretten er ekspanderet, som et bestandigt tungere tæppe ud over vore liv, og runder gerne af med at plædere for udbalancerende reformer af mere eller mindre radikal art. Og nok stemmer det, at ophavsretslovene har været gennem en vedvarende ekspansion i flere hundrede år, hvad angår såvel omfang i tid som i antallet af kunstformer og medier, men det er ikke hele historien. I samme tidsrum er nemlig flere af selveste ophavsrettens grundpiller blevet udhulet, muligvis fordi man har forsøgt at klemme bestandigt mere forskelligartede teknikker og kulturytringer sammen i én og samme juridiske sæk. Spændingsfeltet, der omkranser nutidens konflikter ift. internettet, har været under opsejling i lang tid.

Hvad er disse udhulede grundpiller? Jeg besluttede at konkretisere tre forskellige aspekter af ophavsrettens kollaps. Til at begynde med kan de formuleres som tre uløste spørgsmål:

* Hvor begynder offentligheden?
* Hvem er ophavsmændene?
* Hvad er et værk?

Spørgsmål et: Hvor begynder offentligheden?
Begrebet ophavsret mister sin betydning, hvis ikke folk er nogenlunde enige om, hvad ophavsretten regulerer. Den svenske lovteksts §2 fastholder, at der grundlæggende findes to typer sammenhænge, hvor spørgsmålet om ophavsret kan komme på tale: Dels ved forskellige former for kopiering, "at fremstille eksempler" af noget. Dels, når noget fremvises offentligt (f.eks. billeder) respektivt fremføres offentligt (f.eks. musik).

Lyder det enkelt? Det var givetvis ikke noget, der gav anledning til det store mundhuggeri for et par århundreder siden, da det spirede frem, der først langt senere fik navnet "ophavsret". Dengang var ophavsretten en lov, som regulerede en vis type maskiner. Disse maskiner var dyre, de var relativt få i antal, de var svært stedbundne, og de kunne skrive, men ikke læse: Trykpresser. Loven regulerede kommerciel produktion af trykte bøger, og det var ikke just noget, som enhver syslede med hjemme i stuen.

Den, som købte en bog, måtte derimod og selvfølgelig gøre brug af den helt efter eget hoved. Læse den et ubegrænset antal gange, udlåne den, notere i den, flå en side ud, citere fra den. Hvad som helst ud over at anvende en trykpresse til at mangfoldiggøre bogen, hvilket i øvrigt var så bekostelig en affære, at det næppe fandt sted uden tanke på at sælge et større oplag. Hvis vi forestiller os den samme bog som en tekstfil i computeren, forholder alt sig ganske anderledes: At anvende digital information indebærer at kopiere den. For at kunne læse tekstfilen, må der fremstilles et nyt eksemplar af den i computerens arbejdshukommelse. Men i følge den svenske ophavsretslovs anden paragraf er det rettighedsindehaverens ret at bestemme over "enhver direkte eller indirekte samt tilfældig eller permanent fremstilling af eksemplarer".

Uden at overdrive, kan man sige, at dette baner vejen for ren despoti. Rettigheder ville kunne tilbagekaldes vilkårligt, således at filen på ens egen harddisk, som man har ret til at åbne i dag, i morgen er forbudt at åbne. Om ikke andet sætter "eksemplarspørgsmålet" fingeren på, hvorfor ophavsretten, i dagens medietekniske klima - og aldeles uanset sit oprindelige sigte - mere og mere antager skikkelse af en kontrolinstans.

En computer fungerer ved bestandigt at kopiere informationsstumper: Fra ROM-hukommelsen til RAM-hukommelsen, fra webserver til cachehukommelse, fra stationær til bærbar enhed, fra peer til peer. Kopieringen kan ske på en afstand af få milimeter indenfor den selvsamme plasticskal, eller foregå fra ét kontinent til et andet.

Det er teknisk set af mindre betydning.

Ophavsretsligt, derimod, er grænsen mellem privat og offentlig af ekstrem stor betydning. Man er nødt til at definere, hvornår privatsfærens rammer overskrides, hvilke kopieringsprocedurer, der er så tilpas "offentlige", at lovgivningen skal tage affære. Uden en relativ konsensus om, hvor denne grænse drages, er ophavsretten dømt til enten at implodere eller eksplodere.

At invitere sine venner hjem i spisestuen til filmaften er fuldt ud lovligt, selv uden at bede alle rettighedshavere om tilladelse - fordi man holder sig inden for privatssfæren. Hvis man derimod retter projektoren ud mod en hvid væg i baggården, og lader hele kvarteret se med på filmen, så nærmer filmforevisningen sig grænsen for, hvornår det er offentligt. Er visningen offentlig, er det også kriminaliserende såfremt man ikke har anskaffet sig en licens, hvilket ofte koster en hulens bunke penge.

Hvilken form for fremvisningssituationer kan godtages som værende private? Er musikken, der fremføres i et lille offentligt kontor, licenspligtigt? Under hvilke forudsætninger regnes bryllupsfester for offentlige begivenheder? Kort sagt: Præcis hvor stor og åben kan en sammenkomst være, før den truer med at bryde ophavsretten?

Grænsedragningen handler mindst lige så meget om arkitektur og fritidsvaner, som om jura. En spændende ting lige for tiden er, at en gruppering i stockholm, der kalder sig Piratbion, arbejder med at udforske og gøre lige præcis den gråzone større, blandt andet ved gratis udendørs filmarrangementer sidste sommer.

Grænsen mellem privat og offentlig må ophavsretten altså trække gennem både den analoge og den digitale verden. Hvor meget sværere det bliver, når det handler om digitale sammenhænge, demonstreres af den fiasko, der normalt forkortes DRM, altså forskellige former for digitale kopieringsblokeringer på filer.

Det er tanken med blokeringerne, at de skal hindre filerne i at blive spredt videre til offentligheden, men samtidig tillade alle de kopieringer, der skal til, for at man kan lytte til musikken eller se filmen. Lettere sagt end gjort, må man sige. Folk er blevet lokket til at betale penge for disse filer, for så blot at opdage at de ikke kan kopiere dem over på deres egne mp3-afspillere, og at de er bundne til at anvende et bestemt program for at kunne afspille filerne. At DRM-blokeringer altid kan omgås og fjernes er en anden sag...

At de her problemer ikke er til at komme uden om, bunder i grundlæggende informationsvidenskabelige fakta, som ophavsretsindustrien længe nægtede at se i øjnene. Filmindustrien sætter fortsat sin lid til DRM, mens pladeindustrien synes at være på vej til helt at hoppe af DRM-toget. Her i denne uge har vi hørt, at EMI og Apple har tænkt sig at begynde at sælge filer uden DRM-blokering.

Det man kan lære af det her er, at sociale relationer ikke uden videre kan implementeres som sociale løsninger. Dermed ikke sagt, at teknikken er værdineutral, blot at de sociale relationer på en upræcis måde "lejres" i det tekniske. Vigtigere end DRM, skønt meget sværere at fange i ord, er alle de faktorer som meget mere subtil former vor hverdagslige kulturcirkuleren og rokker ved grænsen mellem, hvad der anses for privat respektivt offentligt i såvel det sociale som det digitale: Arkitektur, grænseflade, standarder, adgang til hardware og båndbredde...

Intermezzo
Opdelingen mellem privat og offentlig er altså det første af de tre ben, som ophavsretten hviler på. Hvis vi en stund følger metaforen, kan vi forestille os ophavsretten som en trebenet skammel. Benene knirker og svejer og meget tyder på, at træets indre er sønderædt af orme. Folk, der sidder på den, har svært forskellige forslag til, hvad man skal gøre for at holde skammelen på benene. Når et af benene truer med at give efter, er der altid nogen, som foreslår, at man skal forsøge at reparere det. Andre tror ikke på, at det vil virke og foreslår i stedet, at man skal flytte tyngden over på et af de andre ben.

Mere konkret udtrykt: Før eller senere indser så nogen, at det ikke længere er muligt at kontrollere kulturens cirkulation, og siger noget i stil med "Okay, vi må så acceptere, at tingene er, som de er, men hvis vi nu ikke kan standse kopieringen, må vi da i det mindste kompensere ophavsmanden?

Spørgsmål to: Hvem er ophavsmanden?
Billedet på "ophavsmanden" er altså det andet af de tre ben, som ophavsretten hviler på. Oprindeligt tjente det mest som ideologisk støttepille for lovgivningen, men hen ad vejen har det fået en mere praktisk funktion. Når det første ben svigter - altså, når man ikke længere har overblik over den almindelige kopieringsaktivitet - flytter tyngden sædvanligvis over på de andre. Man begynder at tale om at "kompensere ophavsmændene" og forudsætter altså, at disse udgør en gruppering, man kan udskille med formålet at lave fordelingspolitik. Det samme sker igen og igen.

Trykkeri, grammofon og biograf var det lykkedes at kontrollere, eftersom læse- og skrivefunktionerne var adskilte fra hinanden. Men de kassetteafspillere, videoafspillere og fotokopimaskiner, som begyndte at blive udbredt i midten af 1900-tallet, kunne både læse og skrive, det vil sige kopiere.

Ophavsretsindustrien forsøgte virkelig at forbyde de her maskiner, eller i det mindste forhindre spredningen af dem, men forsøget var i det store hele forgæves. Og hvor meget de end skreg op om, at nogen måtte forhindre folk i at indspille radioprogrammer på deres kassettebånd, formåede de aldrig at finde på en løsning for, hvordan det skulle lade sig gøre. Efter så småt at være kommet til dén erkendelse, gik man i stedet over til at kræve "kompensation". Resultatet blev kassettebåndsafgiften.

Ét problem var midlertidigt ude af verden, men et andet stod tilbage: Hvordan afgøre, hvem der skal "kompenseres"? Jo, man antog, at den musik folk indspillede på kassette, er nogenlunde den samme musik, der spilles på radioen. Derved kunne fordelingen baseres på radioens spillelister. Den svenske kassettebåndsafgift indkasserede bestandigt flere og flere penge og er blevet udbygget til også at omfatte tomme CD’er og harddiske i mp3-afspillere. For hver solgt megabyte går en del af afgiften til de kunstnere, som spilles mest i radioen.

Mange har villet løse fildelingsproblematikken på samme måde, gennem en såkaldt bredbåndsskat på alle internetopkoblinger, som skal generere penge til "ophavsmanden". Men når det nu ikke længere kun handler om musik, men tillige også om film, tekst og billeder - for ikke at tale om kode - bliver det jo endnu sværere at afgøre, hvem der skal have ret til erstatning. Dem, der står bag den mængde film, tekst og billeder, som suser gennem kablerne, er jo mange andre end dem, som indeholdes i det ideologiske idealbillede af "ophavsmanden".

Hvis det lod sig gøre at værdiansætte, hvad der i realiteten blev byttet i fildelingsnetværk, ville det være svært at komme til andet resultat end, at pornografer har fordring på langt større kompensation end digtere. Uha, det havde man nok ikke lige tænkt på.

I politiske sammenhænge er billedet af ophavsmanden som ensartet interessegruppe derimod endnu stærkt. Når kulturarbejder- og brancheorganisationers chefjurister besvarer undersøgelsesforespørgsler, så opfattes det som om, at "kulturen" har talt. Idéen om, at ophavsret kun handler om at skabe balance mellem to interessegrupper - kulturens producenter respektivt kulturens konsumenter - problematiseres i den sammenhæng aldrig. Man forudsætter, at de der har etableret sig som en slags skabere har en indlysende ret til fortsat forsørgelse. Det synes nærmest, som om visse individer fødes som ophavsmænd.

Spørgsmål tre: Hvad er et værk?
Ophavsretten tildeles "den, der har skabt et litterært eller kunstnerisk værk". Det lille ord "værk" er det tredje af ophavsrettens grundpiller, og bygger på en skelnen mellem idé og udtrykken, som blev udarbejdet af idealistiske filosoffer som Kant og Fichte i slutningen af 1800-tallet. Ophavsretten omfatter specifikt udtrykken, mens de idéer, de udtrykker, er fælleseje; den dag i dag slås den sag fast i alverdens lovbøger. Uden en sådan distinktion ville ophavsretten, endnu engang, enten implodere eller eksplodere.

Vi opfatter det som selvfølgeligt, at man ikke kan hævde ophavsret til faktaoplysninger, enkeltord, følelser, farver, "sound" eller musiske akkorder. Hvis man derimod tager tilstrækkeligt mange ord eller farver eller akkorder og kombinerer dem på en måde, hvor ens sjæl kommer til udtryk, så passeres den tærskel, der kaldes værkhøjde.

Hvor høj tærskelen er varierer betydeligt. Hvad angår tekst findes en relativt generøs citattilladelse, der ikke findes modsvaret for billeder. Firsernes hiphopproducenter kunne sample lydstumper uden at bede om lov, men sidenhen rykkede musikforlagene deres stillinger fremad, så det i dag er lig med aktut tiltalerisiko at lave den samme type musik. Mundtlige ytringer har derimod en meget høj tærskel, som tillader langt friere gengivelse af dem end af musik, om ikke andet så fordi en strengere tolkning på området ville have umuliggjort almindelig journalistik. Der findes altså ikke en enkelt norm for værkhøjde, men derimod en hel rad af forskellige normer for forskellige slags udtrykken.

Sampling- og remixkultur handler om at tage et "udtryk" (for eksempel en logotypografi eller et beat) og behandle den som en idé, som en del af den fælles virkelighed, som en råvare at placere i en ny sammenhæng. I det mindste siden 1910’erne, hvor Marcel Duchamp præsenterede sine første ready-mades, har lignende tiltag været udgangspunktet for al god samtidskunst. Hvilket går ret imod ophavsrettens grundpræmis: at form skal være form og indhold skal være indhold.

Øjeblikkets kultur
Ophavsretstænkningen kendetegnes ved en voldsom forskruet idé om kultur og kreativitet. Den er nemlig blind for alt ud over dét, der kan regnes for "værk". Det, der indregnes, er bøger, plader og malerier. Ikke dansegulv, scenekunst, festivaler eller andet, der finder sted i øjeblikket. Kort sagt: Ophavsretten reducerer alle kulturelle processer til de slutprodukter, som det lykkes dem at efterlade.

Det var længe indlysende, at en musiker er én, som spiller musik for et publikum, og at optræden var deres måde at tjene penge på. Siden fulgte fastmediets (vinyl og CD)korte guldalder. Pladeindustrien reducerede levende optræden til trækplaster, som kun var til for at markedsføre pladerne. Der blev introduceret en mærkelig idé om at "tjene penge på musik" skulle være at sælge reproducerede indspilninger, en tanke som stadig har stor indflydelse. Nu er der tegn på fra alle sider, at det er i levende musik at pengene findes, i det mindste for flertallet. Betalingsviljen for koncerter og festivaler er øget i kurver, der er præcis lige så bratte som pladesalgets nedgang efter seneste millenniumskift.

Digitaliserings kulturelle udfordringer stiller krav om en snarlig genfokusering på det performative, på den levende kultur i meget bredere forstand end hvad man sædvanligvis mener med "live". Kulturen, selv i de tilfælde hvor den fastholdes som slutprodukter, finder altid sin mening i øjeblikket og i en sammenhæng, hvad enten disse sammenhænge er virtuelle eller rumlige, om de så indvolverer to personer eller i millionvis.

Ophavsretslobbyen vil reducere kulturen til dens slutprodukter, de vil definere "kreativitet" som evnen til at spytte så mange objekter ud som muligt, så længe objekterne blot omfattes af ophavsret. En opfattelse, der ikke blot er stupid og kedelig, men direkte farlig. Desværre er den også populær på højeste politiske niveau. En ny EU-rapport, som skitserer en "strategi for et kreativt Europa" drager den konklusion, at hårdere tiltag mod den digitale filbytning må føre til mere kreativitet, hvilet for sin del skal føre til højere økonomisk tilvækst. Man forudsætter nemlig, at hvad man kalder "the content industry" skal blive motoren i Europas økonomi, efter at fabrikkerne er flyttet til Asien.

Kopiering er et faktum
Tanken om en "content industry" er farlig, da den ikke lader sig kombinere med tanken om internettet som et kommunikationsmedium. Holder man fast i tanken om, at ophavsretten skal kunne råde vilkårligt, må man i princippet sørge for, at hver eneste dataoverførsel, der sker, kan knyttes til en fysisk person. Dette indebærer blandt andet, at man må forbyde åbne trådløse netværk, samt at alle, som driver nogen form for servervirksomhed skal gøres ansvarlig for, hvad deres brugere gør.

Hvert eneste skridt i den retning bidrager til at omskabe internettet til noget andet - til et netværk af snævre sluseporte, hvor magten over kommunikationen koncentreres til et fåtal licencerede virksomheder. Ved at slå til mod udvalgte knudepunkter, deriblandt Bittorrent-trackers som The Pirate Bay, er det ganske vist muligt at forsvare sig mod fildelingsnetværk, og skræmme andre former for nettjenester til tavshed. Men, som jeg betonede i begyndelsen af foredraget, er fildelingsnetværk jo bare én måde at kopiere på.

Tankefejlen, som fordummer hele diskussionen, er at alternativet til fildeling skulle være, at alle køber deres filer fra centralt kontrollerede filbutikker (så kaldte "lovlige udbydere"). Alternativet til fildeling er en mændre andre former for kopiering. Allerede i dag tager den digitale piratkopiering utallige andre veje end dem, som fildelingsnetværkerne muliggør. Ikke kun via nettet - mailprogrammer, chatprogrammer, med mere - og lige så gerne via fysiske lagermedier.

Kapaciteten på små bærbare harddiske og usb-sticks stiger dramatisk - lige så dramatisk som priserne dykker. Om ikke særlig mange år vil det ikke være et problem for nogen af os at gå rundt med (mere eller mindre) al musik der nogen sinde er udgivet i venstre baglomme. Bestandigt parat til at kopiere over på en kammerats lommehukommelse. At forhindre os i at gøre det vil være lige så dødfødt, som det var at forhindre folk i at indspille fra radioen til kassettebånd. En anelse mere dramatisk kan vi sige, at vi nærmer os Singulariteten.

Kopieringen er et faktum. Fri kopiering er ikke længere et spørgsmål, frem for alt skal vi ikke bilde os ind, at fri kopiering automatisk betyder noget godt. Spørgsmålet er, hvordan vi skal anvende den frigjorte energi på en måde, som ikke er kedelig. Hvordan vi kan skabe kulturelle sammenhænge, i stedet for bare at stable objekter, vi bestandigt føler mindre og mindre for. Filerne er allerede downloadede, og uploadede, de er hentet ned og lagt op og ind og ud til overflod. Spørgsmålet er, hvordan vi skaber mening ud af denne overflod.

Fildelingsnetværk er teknikker for at indeksere en mængde private arkiver, således at de smelter sammen til offentlige kæmpearkiver - de største arkiver, der har eksisterer i menneskehedens historie. Ophavsretsindustriens krig mod fildeling retter sig i stigende grad mod selve indekseringen, og i mindre og mindre grad mod de egentlige lovovertrædelser, altså udbyttet af ophavsretsbeskyttet materiale. Det faktum vil blive endnu tydeligere her til sommer, når den stakkels anklager skal forsøge at rejse tiltale mod The Pirate Bay.

Det, som står på spil, er selvfølgelig meget mere end et enkelt piratsite. Ophavsrettens kollaps handler om, at grænserne mellem privat og offentlig, mellem producent og konsument, samt mellem idé og udtrykken, i stigende grad bliver flytbare. Uanset hvor grove tiltag man griber til for at banke disse grænser på plads igen, kan jeg umuligt se, hvordan det på lidt længere sigt skulle kunne holde liv i ophavsretssystemet. Derimod kan alle de desperate antipirattiltag meget vel ødelægge en række af fremvoksende teknikker og kulturytringer, inden de overhovedet har fået en chance. Det ville være meget ærgeligt, synes jeg.

Teksten er skrevet af Rasmus Fleischer. Rasmus blogger på Copyriot.se. Den er oversat til dansk af Will Smith.

Denne side er sidst opdateret: torsdag 24. maj 2007 | Udskriftsvenlig version

I efteråret 2004 udgav Kulturministeriet en tegneserie som skulle oplyse om ophavsret. Desværre fremstår tegneserien mest som et forsøg på at skræmme unge og børn fra at bruge internettet. Piratgruppen udarbejdede i vinteren 2004/2005 notat, hvor vi gennemgør de problematiske elementer i tegneserien. Find tegneserien på www.infokiosk.dk

» Læs mere

"Velfærd starter ved 100Mbit/s"

, Piratbyran.org, 1. maj banner » Flere citater