Det er vanvid i begge ender, både småt og stort: Det er vanvid, at en forfatter kan fastholde ophavsretten på sit værk 70 år efter sin død, og det er vanvid, at medicinalselskaber, der allerede har tjent forskningen hjem, kan fastholde patent på en behandling til trods for at de, som ikke kan betale, dør i hobetal. Antallet af juridiske nuancer ud i disse spørgsmål synes endeløse, så her vil jeg af hensyn til overskueligheden betegne det hele, eneret, copyright, patent - det at fastholde de økonomiske rettigheder over en tanke, som man engang har tænkt - som ophavsret. Altså, kort sagt: Ophavsret er vanvid. Her er der naturligvis flere, der straks vil indvende, at det er synd for de fattige kunstnere eller for de hårdtarbejdende videnskabsfolk for den sags skyld. De skal have betaling som alle andre. Og det skal de naturligvis. Spørgsmålet er bare hvordan og for hvad?

Den seneste udgave af Wired fremviser - uden at det vist har været en tanke - ikke mindre end otte mindre historier, der til sammen og hver for sig illustrerer, hvorfor ophavsret har udviklet sig til vanvid. Her skal blot nævnes to: Fra den ganske lille historie om Alfred Dean, en tandlæge fra Nova Scotia i Canada, der nu har fået den canadiske pladebranche på nakken for at spille musik fra sin iPod i klinikken. Han skal betale. Som en talsmand for pladebranchen siger: »En almindelige tandlæge ville nok blive forbløffet, hvis en sangskriver bad om en gratis tandrensning«. Holder sammenligningen - musik og tandrensning? Det gør den kun for så vidt, at man accepterer den økonomiske konstruktion: At måden, en musiker (og ikke mindst et pladeselskab) tjener penge, er gennem pladesalg. Det er derfor, digitaliseringen gør så ondt i pladebranchen, fordi den ikke længere har noget fysisk (en lille skive) at sælge, men nu skal overbevise om den moralske forpligtigelse til at betale, som følger med de mange ettere og nullere. Men det er ikke udtryk for en moralsk forpligtigelse, blot for troen på en bestemt forretningsmodel.

Musikere kunne i princippet ligeså godt tjene penge på at spille musik. Verdens, i hvert fald USA’s, største turneband nogensinde, The Grateful Dead, satte ligefrem en ære i det: Lang tid før Napster og Kazaa truede med undergang i pladebranchen, opfordrede bandet sine fans til at optage koncerterne og distribuere dem. Og det blev de, optaget og sendt landet rundt på kassettebånd. Argumentet lød: Når vi har spillet det, er det ikke længere vores. Det var udtryk for en ideologi, men bandet blev millionærer nok det samme: Fanskaren og koncerterne voksede og voksede selv om bandet aldrig fik mere end et enkelt top-10-hit. Det var også en forretningsmodel.

Vidensamfund og informationssamfund bruges som oftest i flæng, som to næsten identiske sider af samme sag: Dét, der kom efter industrisamfundet. Men mens informationssamfundet, som i en eller anden metaforisk forstand binder an til den digitale revolution, peger frem mod et radikalt brud, hvad angår værdiansættelse på arbejde, er vidensamfundet egentligt ganske gammeldags på en sådan håndværksmæssig måde. Det er open source-bevægelsen nok det bedste eksempel til at illustrere.

Open source bliver til tider fremstillet som den skinbarlige kommunisme, fordi information - eller i computerterminologi: kildekoden - gives væk kvit og frit. Men folk, der arbejder med open source, tjener ikke desto mindre penge, nogle af dem endda rigtigt gode penge. Ikke ved at profitere på den intellektuelle ejendomsret, altså information, men ganske som en håndværker med et godt ry. De tjener penge på viden i betydningen: kunnen. Egentligt ganske som Grateful Dead. Og det kunne en forfatter eller en kunstner eller en videnskabsmand vel som sådan også? De fortælles med jævne mellemrum i avisernes noter, historierne om overtrædelserne af den intellektuelle ejendomsret: Som oftest latterlige historier om en musiker, der føler at et af hans rifs ganske uretmæssigt optræder i en anden kunstners produktion, historier der med al tydelighed fortæller, at den intellektuelle ejendomsret er på kollisionskurs med den frie tanke.

Den anden historie i Wired er en af dens slags: En absolut fremragende satire over Bush og Kerry - noget af det bedste der er set af den slags i meget lang tid - er at finde på jibjab.com: Bush og Kerry, der i yndig duet synger en parodisk version af Woody Guthries »This land is my land«. Den er blevet vist i stort set alle de store nyhedsudsendelser i USA og det amerikanske nationalbibliotek, Library of Congress, har indlemmet den i sin samling. Se den før Deres nabo, og før en tåbelig ophavsretssag fjerner den igen. Den sag er nemlig allerede rejst af Ludlow Music, der sidder på ophavsretten til Guthries sang. Forleden blev Guthries søn, der selv er folkesanger, interviewet om sagen i radioprogrammet Talk of the nation: Han synes, satiren var fabelagtig, herlig og lige i faderens ånd. Og så blev han spurgt, om han havde talt med selskabet om sagen. Nej, svarede han: De ringer ikke og beder mig om juridisk assistance, og jeg spørger ikke dem om moralske anvisninger. Det er det hykleri, man kalder ophavsret.

nith@information.dk 6. august 2004

© Dagbladet Information, Store Kongensgade 40C, 1264 København K

http://www.information.dk - arkiv@information.dk

Denne side er sidst opdateret: tirsdag 17. august 2004 | Udskriftsvenlig version

I december 2004 blev Piratgruppen nomineret til "steppeulv-prisen", som uddeles af foreningen af danske filmkritikere. Nomineringen blev mødt med forsøg på politisk censur - blandt andet trak LO deres økonomiske støtte - og direkte misinformation om Piratgruppens formål. Derfor var det nødvendigt at præcisere Piratgruppens holdning.

» Læs mere

"Intellectual property is the oil of the 21st century."

, Mark Getty » Flere citater